Nyhedsbrev november 2024

Kære alle

Så er der nyt fra Fonden Bakkegården.  I forlængelse af at vi har udvidet det samlede antal godkendte pladser i organisationen til i alt 43 pladser er der løbende blevet ansat mere personale, og vil i den forbindelse gerne præsentere et par af de nye ansigter:

Afdeling Bangholm vi har ansat Frank Daugaard Krogsdal. Frank tager over som afdelingsleder på Bangholm for Tanja Bertelsen, der til november går fra på barseloverlov.

Frank kommer med stor erfaring fra specialområdet, både hvad angår ledelseserfaring hvor Frank har været afdelingsleder i 10 år på den delvist lukkede institution Multifunc. Frank har samtidig masser af erfaring fra den nære pædagogiske praksis, hvor Frank har været pædagogiske medarbejder på Grenen i 9 år.

Om jobbet på Fonden Bakkegården: ”Det glæder mig at få muligheden for at være med til at udvikle Fonden Bakkegården, og i særdeleshed Bangholm. Jeg elsker faglig sparring og faglige diskussioner, som i sidste ende kan komme de unge til gode. Jeg elsker, når vi sammen finder det rigtige pædagogiske tiltag for en ung, der gør at der skabes trivsel, indhold og glæde.

”Jeg glæder mig meget til at lære hele Fonden endnu bedre at kende, og jeg glæder mig meget til at arbejdet. Privat er min helt store fritidspassion er crossfit, som jeg dyrker på konkurrence niveau. Derudover er jeg fodboldtræner, og har en UEFA A licens træneruddannelse.”

Afdeling Bakkegården har vi ansat Line Guldhammer Andersen, der tiltræder en nyoprettet stilling som souschef. Line er uddannet pædagog og har en kandidat i pædagogisk sociologi, med speciale i arbejdsmiljø og trivsel. Line har tideliger arbejdet som tværgående pædagog med sårbare børn og familier, og har solid erfaring indenfor vejledning af kollegaer, mødeledelse og udvikling af pædagogiske tiltag, med fokus på at sikre høj faglighed i praksis.

Aktuelt er Line i gang med psykoterapeutuddannelsen med speciale i organisationsledelse og gruppedynamikker. Med ansættelsen af Line forventer vi at styrke mulighederne for sparring og højne det faglige fokus i procesarbejdet.

Om jobbet på Bakkegården: ”Jeg glæder mig til samarbejdet og ser frem til at skabe stærke relationer og dermed bidrage med min erfaring inden for ledelse, vejledning og relationsarbejde”

”Min forventning er at jeg med mine faglige og teoretiske kompetencer kan medvirke til at styrke den høje faglige standard på tværs af Fonden Bakkegårdens mange afdelinger.”

Faglig udvikling den 15. november havde vi igen temadag i vores nyrenoverede administration. Dagens overskrift var ”Mentalisering som metode i det pædagogiske arbejde”. Dagen var nr. 3 af 7 temadag i mentalisering og temaet for dagen var Mentaliseringstrappen. Til dagen deltog 50 medarbejdere og ledere og til at facilitere forløbet har vi en 2-årig aftale med psykolog Peter Westenholz.  Både personale og ledere ser allerede nu frem til næste temadag hvor emnet er ekspertviden i STORM-modellen: (Sikkerhed, Tænk Traumer, Opbyg evner, Ressourcer, Mentalisering). Modellen er velkendt af personalet da vi de seneste 2 år har benyttet STORM modellen, som metoderedskab til supervision, med henblik på at skabe et fagligt overblik over en konkret ung eller borger.

Aktuelt er ca. 34 af 39 anbringelsespladser besat, samt 2 ud af 4 dagtilbudspladser, så vi har stadig enkelte ledige pladser på vores forskellige døgnafdelinger, projektenheder og dagtilbud.

  • Vi modtager omsorgssvigtede og udfordrede unge i alderen 12 – 25 år fordelt på i alt 10 afdelinger, som er nøje målgruppe opdelt med hver deres speciale.
  • Vi modtager anbringelser jf. BL§ 43 samt servicelovens § 76, §85 eller § 107. og Ungdoms-sanktioner jf. straffelovens § 74 a, alternativ afsoning jf. Straffuldbyrdelseslovens § 78
  • Vi arbejder ud fra vores Helheds og ressourceorienteret mindset inddelt i 4 grundsten: Relation, Medbestemmelse, Struktur og Anerkendelse
  • Alle afdelinger arbejder med mentalisering som metode og fagligt fundament
  • Vi benytter kompetent faglig dokumentation med aktivt brug af ICS og VUM i rapporter
  • Vi har intern skole og intern erhvervsskole med mulighed for beskyttet beskæftigelse § 103
  • Vi har et godt samarbejde med Kriminalforsorgen i forhold til UKN forbedringsforløb
  • Vi har intern misbrugsbehandler med fokus både på akut og forebyggende behandling.

Vi står altid klar til at vurdere en visitation, samt give en målgruppe vurdering. Vi udarbejder altid et behandlingsoplæg hvis vi mener at en ung er et match for en af vores afdelinger.

Ring til os på: 2015 1839 eller skriv til: jt@fondenbakkegaarden.dk – eller tjek vores hjemmeside for flere og mere detaljerede oplysninger: www.fondenbakkegaarden.dk

Du kan naturligvis også finde os via: www.tilbudsportalen.dk  

Vores akuttelefon er åben 24/7 – 365 (akut telefon: 2894 2078) og kan i de fleste tilfælde stå klar til at modtage en opgave, ofte med få timers varsel.

Venlig hilsen
Jesper Tønder, direktør, Fonden Bakkegården, Aarhus