Fritid & Ferie
Fritid: Vi arbejder løbende på at motivere og tilskynde de unge til at deltage aktivt i fritids- og foreningsliv og aktiviteter i nærområdet og f.eks. herigennem give dem mulighed for at danne nye relationer og netværk når de er parate til dette. Vi benytter os af flere forskellige forenings- og aktivitetsmuligheder i nærområdet bl.a. ridning, fitness, motorsport, fodbold, golf/minigolf, badminton og altid med udgangspunkt for hvad de aktuelle unge interesserer sig for.
De unge på Markusminde har også mange andre fritidsmuligheder f.eks. ungdomsklubber/ungdomsskoler i lokalområdet, hvor de f.eks. kan erhverve et knallertkørekort, traktorkørekort, gå på gokartværksted og kørsel, eller deltage div. spil og idrætsaftener, sideløbende med afdelingernes egne aktivitetstilbud.
På Markusminde tilbydes de unge ”én til én” opstart med personalet eksempelvis hvis en ung ønsker at starte i en rideklub, motorlære eller træningscenter, da vi pr. erfaring oplever det kan være svært, at skulle starte alene på en ny aktivitet og vi vægter det meget højt at de unge får sunde fritidsinteresser.
Ferier: Fonden Bakkegårdens forskellige afdelinger tager, som udgangspunkt på fælles ferie to-tre gange om året. Minimum en af turene går til udlandet ellers planlægges der ture, med udgangspunkt i ønsker fra de unge på afdelingen. Eksempler på ture i de seneste år: Storbytur til Berlin, skitur til Norge, feriecenter i Tyskland og DK og ferier til sol og strand bl.a. til Spanien, Grækenland og Tyrkiet. Alle ferier er nøje planlagt og velovervejede med fokus på at styrke de unges sociale kompetencer, skabe dybtgående relationer og ikke mindst gode og positive oplevelser for livet.